Campingvogn

Renovering af campingvogn

Jeg er i fuld gang med at undersøge, hvordan jeg sætter min nye campingvogn i stand, når gulvet først er tætnet.  Det er en fornøjelse at dykke ned i en ny indretningsverden, når nu vores hus er ved at være færdigt. Der er en verden af folie, campergardiner og letvægtsudstyr, der åbner sig.

renovering af campingvogn

Renovering af campingvogn indvendigt

Jeg har samlet mine ideer og tanker i et moodboard. Jeg er meget inspireret af den marrokanske stil og laidback-udtrykket. Det skaber en ro og balance med de jordnære farver og bevarer samtidig campingvognens 80’erudtryk – i nye klæder.

Jeg maler alle ovenskabe sandfarvet og de to køkkenskabe mørkeblå for at markere forskellen mellem funktioner. I køkkenet beklæder jeg væggen med marrokanske fliser – altså foliefliser for at spare på vægten.

Køkkenbordpladen får en sort mamorlignende folie, og jeg hænger en sort jernstang (plastik) op på siden til opbevaring.

Jeg har fundet mange forskellige fine stel i melamin, så man bevarer den lette vægt, men ikke behøver at gå ned på stil. Der findes desuden mange forskellige bambusdesign, som også er oplagt som campingservice – og naturligvis den mindre miljøvenlige udgave i plastikfantastic i massevis.

Nye hynder til spisepladsen

De hynder, der følger med campingvognen, er meget fine og stive, så jeg vælger at beholde dem og vaske dem i Rodalon – for en sikkerheds skyld. Jeg genbruger knapperne fra puderne og syr nye betræk i rustrød/camel velour. Jeg vælger et tykt, slidstærkt møbelstof, så det både er blødt at sidde på, dejligt at sove på og holder de næste mange år.

renovering af campingvogn

Bordet ved spisepladsen fungerer også som soveplade, så jeg vælger at beholde det og give det folie. Det får samme folie som køkkenbordpladen. Alle vægge og skabe omkring spiseområdet bliver malet sandfarvet. Der kommer en bastlampe i midten, og de to eksisterende små spotlamper bliver sprayet sort.

Køjesengen og pigernes værelse

I den anden ende af campingvognen får vægge og skabe samme farve som resten. Ved enden af køjesengen får pigerne blomsterfolie på væggen og hver deres lyserøde sengelampe. Hynderne ved siden af køjesengen bliver rustrøde som sofaen, og bordpladen får samme folie som resten af bordoverfladerne.

renovering af campingvogn

 

Badeværelset får i første omgang lov til at blive, som det er. Det er meget lidt brugt, og det er svært at gøre så meget i et vandtæt rum. For nu.

Min renovering af campingvognen begynder, lige så snart jeg har lagt bundplade i det meget store hul, som vi har lige nu. Jeg glæder mig til at komme til det sjove.

Læs mere om købet af campingvognen her.

2 kommentarer

  • Anya Hammerich

    Hejsa
    Jeg skal igang med at renoverer en campingvogn og ville høre om du evt har billeder/fif af dit projekt både før og efter?

    • Sandra

      Det har jeg i hvertfald. Du kan se mere på @lejmincampingvogn på Instagram. Eller kig forbi. 🙂

Leave a Reply

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial